10 minutter før tid i Premier League-kampen mellem Reading og Swansea måtte Michu forlade banen, og gæsternes fans og manager Michael Laudrup frygtede det værste.
For spanieren har om nogen været sæsonens store overraskelse på holdet og har med sine 13 mål en stor andel i holdets succes.
Men meget tyder på, at midtbanespilleren snart er klar til igen at tørne ud for sin klub.
- Jeg har lige spurgt lægen og fysioterapeuterne. Det er hævet, men ledbåndene skulle være okay. Jeg er ikke læge, men det skulle ikke være så alvorligt, siger Laudrup til Sky Sports og forventer altså ikke nogen længerevarende skadepause.
Han mener, at Swansea havde mulighederne for at have afgjort kampen mod Reading til egen fordel, men måtte acceptere kun at få et enkelt point ud af opgøret efter slutresultatet 0-0.
- Vi havde tre-fire chancer, hvor vi kunne have afgjort kampen, men jeg synes at vi spillede godt, selv om resultatet kunne have været bedre.
- Det er svært at gå fra en hjemmekamp mod Man U og til at spille mod et bundhold på udebane, siger Laudrup.
Han skal straks i gang med at forberede sig til næste opgave, som er lørdagens kamp mod Fulham i London.
Her håber han igen at kunne råde over en anden spanier, Pablo Hernandez, der skulle være klar igen efter en skade.
/ritzau/