Da jeg sad i toget lørdag morgen og læste Nyhedsavisen, faldt jeg over en artikel om, at DF s ungdomsformand Kenneth Kristensen ville boykotte Outlandish, fordi de har deltaget i en islamkonference reviving the islam spirit , hvor der blev opfordret til, at jøder og homoseksuelle skulle dræbes.
Dette får Kenneth Kristensen så til, at Outlandish selvfølgelig må være af samme mening, da de jo har deltaget i konferencen.
Så er det, at jeg har fået nok. Jeg er så træt af Dansk Folkeparti og deres meninger om muslimer. En stor del af den frygt for den almindelige uskadelige muslim kommer fra udtalelser, som dem Kenneth Kristensen kommer med.
Han får det til at lyde, som om Outlandish er nogle forfærdelige nogle, som i virkeligheden har skumle planer om at forføre alle os stakkels danskere med deres »tilforladelige« musik.
Bare fordi Outlandish har været med til den konference, behøver de jo ikke nødvendigvis at være enige i alt, der er blevet sagt. Jeg vil vædde med, at Kenneth Kristensen også har været til nogle konferencer, hvor han er taget af sted i god tro, men så har opdaget, at der faktisk var nogle ting, han ikke kunne være enige i og stå inde for.
Det er da en frygtelig gang fordømmelse, som Kenneth Kristensen har gang i der.