En mand har mistet livet i forbindelse med en trafikulykke på landevejen mellem Roskilde og Ringsted torsdag morgen, oplyser politiet.
En lastvogn med grise og en personbil stødte sammen ud for Slettebjergvej, som fører ned til Jystrup.
På grund af hændelsen blev landevejen spærret i begge retninger på strækningen mellem Osted og Ortved.
Ulykken skete lidt før klokken otte, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Lastvognen med grisene var på vej mod syd, mens personbilen kørte den modsatte retning. Sammenstødet skete tilsyneladende, da personbilen skulle dreje sig venstre.
De nærmere omstændigheder skal afklares gennem den undersøgelse, som en bilinspektør står for.
Ifølge DR P4 opstod der en lang kø i begge retninger på landevejen.
Politiet oplyser ved 13.30-tiden, at føreren af personbilen er afgået ved døden på grund af voldsomme kvæstelser.
Nærmere oplysninger tilbageholdes foreløbigt, idet politiet forsøger at få kontakt med pårørende.
/ritzau/