Nok er tæt trafik af lastbiler på Århus Havn ikke noget særsyn, men situationen i går morges var allligvel speciel. Fra Sydhavnen til Nordhavnen holdt lastbiler i en lang, demonstrativ kø, der gjorde det yderst besværligt for personbiler at komme frem. Lastbilchaufførerne havde valgt at trække håndbremsen i protest mod de manglende fremskridt i overenskomstforhandlingerne på transportområdet.
»Chaufførerne vil gerne lægge pres på. Vores forhandlinger i forligsinstitutionen rykker ikke nogen steder, og vi synes ikke, vi får noget information om, hvad der sker,« siger tillidsmanden for chaufførerne, Keld Larsen fra AncoTrans.
Flere aktioner
Blokaden på havnen begyndte klokken syv, da chaufførerne gik til fagligt møde, men allerede ved ni-tiden blev lastbilerne igen sat i gear. Da havde chaufførerne fået sendt det signal, de ville, og samtidig fået den information, de savnede.
Selvom blokaden i går blev kortvarig, vil formanden for godsklubben for chauffører under 3F, Bjarne Märcher, ikke udelukke aktioner de kommende dage.
»Chaufførerne er frustrerede. Vi har stillet op med et krav på 10-20 kroner mere i timen, fordi vi har haltet efter så mange år. Vi vil ikke nøjes med tre kroner som industrien, og vi har sagt til vores forhandlere, at hvis de kommer med det, behøver de slet ikke komme hjem,« siger Bjarne Märcher, som ikke længere tror på en løsning, som chaufførerne kan stemme ja til:
»Kommer det til en urafstemning, tror jeg, det bliver et nej.«