TV 2-vært Morten Ankerdal og medkommentator, Claus Møller Jakobsen, får hjælp af særdeles rutinerede håndboldkræfter, når de danske håndboldherrer til januar spiller EM på hjemmebane.
Lasse Svan, der har mere end 240 landskampe i sportstasken og haft adskillige EM-, OL- og VM-medaljer om halsen, bliver nemlig fast ekspert i studiet. Her overtager han pladsen efter Anders Eggert, der er blevet cheftræner hos KIF Kolding.
Det bekræfter TV 2 over for Billed-Bladet.
42-årige Lasse Svan debuterede i oktober som håndboldekspert for TV 2, og nu er han klar til at prøve kræfter med sin første slutrunde set fra et håndboldstudie.
Lasse Svan debuterede i 2002 på herrelandsholdet, hvor han nåede at spille 246 kampe, inden han sluttede karrieren tyve år efter. Det placerer ham som nummer fem på listen over flest landskampe, kun overgået af Mikkel Hansen, Niklas Landin, Hans Lindberg og Lars Christiansen, der med sine 338 spillede kampe topper listen.
Sidste år blev Lasse Svan indlemmet i sportens Hall of Fame.
EM-slutrunden fløjtes i gang 15. januar i Boxen i Herning, mens finalen spilles 1. februar.