I et indlæg på sin blog skriver Lasse Rimmer om sin genkomst til Radio 100 FM, og her får den tidligere medvært på morgenshowet 'Morgenhyrderne' Lars Hjortshøj et par skarpe ord med i farten.
Rimmer skriver, at han i lang tid var irriteret over, at alle kommentatorer dømte 'Morgenhyrderne' ude, fordi Hjortshøj havde forladt showet til fordel for den nu lukkede TV 2 Radio. Rimmer anklager desuden Hjortshøj for at kapre flere medarbejdere fra 'Morgenhyrderne'.
- Det irriterer mig stadigvæk, at Lars gjorde sit bedste for at udhule min mulighed for at fortsætte den radiosucces, som vi sammen havde skabt ved direkte at gå efter at shanghaje omtrent halvdelen af holdet bag. Havde vi mistet bare en medarbejder til den dødssejler, han lod sig lokke over på, havde jeg været nødt til at kaste håndklædet i ringen, skriver Lasse Rimmer på sin blog.
Ikke bitter
På trods af det vrede udfald mod sin tidligere kollega, skriver Lasse Rimmer, at han ikke er bitter. Han tilføjer, at han nok selv ville have taget samme beslutning.
- Det var ironisk at se Lars selv miste gejsten efter mindre end to en halv måned hos sin nye arbejdsgiver. Nem exit for Lars, ærgerligt for de folk han overbeviste om at droppe arbejdet på et succesrigt morgenshow, blot for at se kaptajnen på deres nye skude springe over bord og svømme mod solnedgangen efter få uger, skriver han om Lars Hjortshøjs exit fra den skandaleombruste radiokanal.