Hvis man kan tale om at få sit livs chance, skete det for Lars Ranthe, da han var bare 11 år gammel.
Dengang var den danske skuespiller – som blandt andet er kendt for TV2-serier som "Kriger" og "Badehotellet" - med egne ord en lille bulderbasse fra Amager, der som så mange gange før var mødt op for at træne redskabsgymnastik i foreningen Hermes på Frederiksberg.
Iført sin hvide gymnastikdragt gik han på bare fødder over trægulvet hen til sine kammerater, men bedst som træningen skulle til at gå i gang, begyndte hans hjerte at hamre.
Lars Ranthes træner annoncerede, at filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen ville overvære dagens træning.
Instruktøren var på udkig efter en stærk dreng, der kunne lave saltoer og akrobatiske stunts i hans nye film "Gummi Tarzan", og Lars Ranthe fløj op i ansigtet på træneren.
- Hvornår kommer instruktøren? Hvordan ser han ud? Hvor kommer han til at sidde i salen?
Han var klar.
Selv om han kun var 11 år, vidste han, at han var skabt til at være skuespiller, og han havde længe gået rundt i barndomskvarteret i Urbanplanen og ventet på at blive opdaget.
- Jeg vidste, at nu var det nu. Jeg skulle have den rolle, og det var uden for diskussion, at det skulle lykkedes.
- Nogle børn ville sikkert ikke engang opdage, at der var en filminstruktør til stede, men da jeg hørte, at han skulle komme, sagde det bare wrooom, og så var der tændt for rovdyret, fortæller Lars Ranthe, som mandag den 26. august fylder 50 år.
Han kalder Søren Kragh-Jacobsens besøg i gymnastiksalen for et kardinalpunkt i sit liv.
Han fik rollen som stuntdreng i "Gummi Tarzan", og i dag - knap 40 år efter - har Lars Ranthe manifesteret sig som en af Danmarks dygtigste og for tiden mest anvendte skuespillere.
Alene i 2018 havde han roller i syv tv-serier, da han medvirkede i TV2's "Kriger", "Badehotellet", "Greyzone" og "Håbet" samt DR-serierne "Herrens Veje" og "Broen" og Viaplay-serien "Friheden".
Samme år spillede han med i John Mogensen-filmen "Så længe jeg lever" og lagde stemme til en karakter i animationsfilmen "Hodja fra Pjort". Og byggede et sommerhus.
- Jeg arbejdede ganske enkelt i døgndrift. Det var tilfældigheder, der gjorde, at jeg havde sagt ja til nogle roller, og så kom der pludselig flere tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til.
- Det endte nærmest med, at samtlige tilrettelæggere i Danmark kendte min kalender. Jeg lavede tre forskellige tv-serier på en uge. Det var rimelig skizofrent, men også sjovt, fortæller Lars Ranthe.
Han er taknemmelig for at være en af de få skuespillere herhjemme, der får lov til at lave så mange - og så varierede - roller, selv om det er krævende at bære otte forskellige mænd i sin krop i løbet af et år.
Når han formår at gøre det, er det, fordi han er god til at trække en rolle over hovedet, når kameraet ruller, og tage den af igen, når han forlader studiet.
- Jeg er ikke den type skuespiller, der går rundt i mit studérkammer og ruger over en rolle i et halvt år. Jeg tænker over mine roller, men jeg har også en god evne til at improvisere, være i nuet og slippe rollen igen, når jeg går ud af døren, siger han.
Når Lars Ranthe skal forberede sig på en rolle, tager han ofte udgangspunkt i karakterens fysik og bevægelser.
Da han skulle spille rockerkongen Tom i "Kriger", trænede han i fire måneder, tabte ti kilo og tonede sine muskler. Ved hjælp af den fysiske transformation kunne han bedre træde ind i rummet med en selvbevidsthed som en rocker.
Da han skulle spille Kjeld Petersen i "Dirch", tog han omvendt adskillige kilo på og brugte tid på at studere, hvordan den folkekære komiker bevægede sig, og hvilke stavelser han lagde tryk på.
- Hvis en person har en trækning i ansigtet eller en bestemt måde at folde hænderne på, sætter det gang i mine følelser. Min fantasi bliver animeret igennem fysik, så det er ofte min måde at finde ind til psykologien på, siger Lars Ranthe.
Han har observeret og efterlignet mennesker, siden han var helt lille.
- Hvis jeg som barn så en, der var sur eller glad, kopierede jeg det for at få det ind i min krop. Det var min måde at forstå verden på, siger han.
For en kamæleon som Lars Ranthe var det derfor rent tag-selv-bord at vokse op i Urbanplanen på Amager, hvor der boede bankfolk, bryggeriarbejdere, funktionærer, arbejdsløse og alkoholikere.
Når han ikke gik rundt og observerede folk i nabolaget eller var i skole, trænede han redskabsgymnastik, og det gav ham selvtillid.
- Siden jeg var barn, har jeg altid været meget bevidst om mine egne evner, og jeg er altid blevet bekræftet i, at hvis der er noget, jeg virkelig vil, så kan jeg opnå det.
- Den bevidsthed udspringer i høj grad af redskabsgymnastik, som er vanvittig svært. Man skal øve sig virkelig meget for at blive god. Jeg er ikke specielt talentfuld, men hvis der er noget, jeg vil, kan jeg øve mig som ingen andre, siger han.
Selvtilliden og troen på, at han kunne opnå det, han ville, tog han med over i skuespilbranchen.
Efter Lars Ranthe i 1998 blev færdiguddannet fra Odense Teater, fik han en lille rolle i Per Flys "Bænken", og derefter blev rollerne langsomt større, indtil han i 2007 landede rollen som den unge læge Jakob Sommer i DR's søndagsserie "Sommer", hvilket for alvor satte ham på landkortet.
Men der har også været perioder, hvor telefonen ikke har ringet. Lars Ranthe har bare aldrig taget det særlig tungt.
- Jeg havde en periode på tre år, hvor jeg næsten ikke havde nogle roller, men det fyldte ikke noget for mig. Så spillede jeg bare golf i stedet for og kom ned i handicap fire.
- Selvfølgelig var der dage, hvor jeg tænkte: "Hvorfor ser de mig ikke?", og hvis der var gået tre år mere, havde det sikkert fået tag i mig. Men jeg havde bare en følelse af, at jeg havde noget at komme med. Jeg har aldrig tænkt, at jeg ikke var god nok, siger han.
Hvor den selvtillid kommer fra, kan Lars Ranthe ikke give et entydigt svar på. Men han forklarer den til dels med redskabsgymnastikken, og til dels med at hans mor har givet ham uanede mængder kærlighed.
- Jeg har en mor, der simpelthen synes, at det mest vidunderlige, der er sket i verden, er, at jeg er blevet født, og det er klart, at drengebørn, der bliver elsket på den måde, kan få tilbøjeligheder til storhedsvanvid, siger han og griner.
- De ting lagt sammen gør, at jeg er forholdsvist bekymringsløs, når jeg tumler rundt i livet. Jeg har ikke mere at have det i end alle andre, jeg har bare altid troet på, at det nok skulle gå, siger han.
Sådan har det i hvert fald været for Lars Ranthe det meste af hans liv.
Men for to år siden oplevede skuespilleren for første gang at falde ned i et hul af modløshed. Hans far - som døde i januar 2019 - havde fået konstateret Alzheimers og begyndte langsomt at forsvinde.
- Jeg blev utrolig trist over min fars sygdom. Det var et langstrakt farvel, hvilket gjorde sorgprocessen svær, og jeg skulle pludselig indstille mig på selv at være det højeste træ i skoven.
Samtidig blev Lars Ranthe ramt af en følelse af, at han som snart 50-årig havde opnået det, han ville i livet.
Han var blevet skuespiller, havde fået en hustru og døtrene Betty Marie og Rigmor, så hvad skulle han bruge resten af livet på?
- Jeg fik en midtlivskrise og begyndte hos en psykolog for at få perspektiveret det med at skulle sige farvel til min far og selv stå midt i livet. Gennem det arbejde begyndte jeg langsomt at se billeder af nogle højere alpebyer, der lå over skyerne med visdom, indsigt og ro.
- Nogle gange har man som ung så travlt med at opleve det hele, at man netop ikke oplever det. Så resultatet af min midtlivskrise blev, at det måske er okay at se livet lidt mere langsommeligt.
- Da vi lavede "Sommer", sagde Jesper Langberg (skuespiller, red.) altid, at det er jul hver fjortende dag. Livet går så hurtigt som et fingerknips. Så når jeg husker det, prøver jeg at gøre sekunderne lidt langsommere, siger han.
/ritzau/
Af Kristine Dam Johansen, Ritzau FOKUS