Lars Olsen bliver ny træner i OB fra 1. juli. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.
»Vi har fundet den rette afløser til at fortsætte den positive udvikling, der er skabt under Bruce Riochs ledelse. Lars Olsen har i sin karriere som spiller og træner vist en stærk vindermentalitet, og vi er overbevist om, at han er den rette til at fortsætte den positive sportslige udvikling i OB,« siger OB’s direktør Kim Brink.
Dermed bliver siger Bruce Rioch farvel til OB efter et par sæsoner med pæne resultater og Rioch siger, at det har været hans eget ønske at stoppe.
»Det er med beklagelse, at jeg har meddelt, at jeg føler, at jeg er nødt til at vende hjem til Storbritannien for at have mere tid sammen med min familie. Det er det eneste, der ligger til grund for min beslutning, og jeg håber og er sikker på, at der vil være forståelse for det. Min tid i OB har været en af de bedste perioder, jeg har oplevet i fodbold,« siger Bruce Rioch, der altså fortsætter i OB sæsonen ud.
Hemmingsen hjælpetræner
Michael Hemmingsen fortsætter som assistenttræner i OB. Både han og Lars Olsen har kontrakt frem til sommeren 2009.