Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var sidste år meget tæt på at smide håndklædet i ringen og trække sig fra politik.
Det sagde han i et interview på tv i aftes, skriver Politiken.
Årsagen var sagen om ministerens mange mistænkelige bilag fra tiden som amtsborgmester, og siden som sundhedsminister - en sag der blev sammenlignet med Brixtofte-sagen, og i omfang var oppe på 750.000 kroner.
"Jeg tænkte, at jeg måske bare skulle gøre noget andet," forklarede statsministeren til DR.
Det var hensyn til både ham selv og til partiet, der satte overvejelserne i gang - men planerne blev altså ikke ført ud i livet.
"Jeg har brugt hele mit liv på politik, fordi det interesserer mig, og fordi det er sjovt at være med til at træffe beslutningerne," lød det fra Løkke, som kunne sætte sig i Statsministeriets kontorstol den 5. april i år.