Danmark kan være stolt af FN's klimatopmøde i København, selvom flere mellemamerikanske lande og Sudan ikke bakker op om den aftale, der foreligger.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), skriver berlingske.dk.
"Vi har gjort en forskel, som Danmark kan være stolt af. Vi fik tilvejebragt dét helt historiske at få bygget en bro hen over de to forhandlingslokaler og bragt beslutningskraften ind omkring det samme bord," siger statsministeren.
"Helt ærligt tror jeg ikke, man kan finde eksempler i verdenshistorien, hvor der har siddet en amerikansk præsident, en brasiliansk præsident, end sydafrikansk præsident, indiske toppolitikere, statsledere fra verdens udsatte øer og europæiske ledere omkring samme bord og har lavet gruppearbejde," siger Lars Løkke.
Statsministeren har dog ikke meget til overs for Venezuela, Bolivia, Saudi-Arabien, Sudan og Ecuador, der umuliggør, at 'Copenhagen Accord' bliver vedtaget enstemmigt.
Flere politikere og klimaeksperter har udtrykt skuffelse over den tynde og uforpligtende aftale, men Lars Løkke afviser kritik af ham og det danske formandskab.
"Danmark kan ikke levere resultatet af forhandlingerne. Vi kan levere rammen. Jeg kan ikke sige til Kina og USA, at nu skal I gøre dit og dat," siger han.