Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er mandag morgen landet i Ukraines hovedstad, Kyiv, til et hidtil hemmeligholdt møde med alle EU's udenrigsministre.
Med sig har den danske udenrigsminister en række nye tiltag i arbejdet med genopbygning og sikring af havnebyen Mykolajiv i det sydlige Ukraine.
Danmark vil have øjne og ører på jorden, når byen skal hjælpes på fode igen, og derfor opretter Danmark et ambassadekontor i Mykolajiv.
Sådan lyder det fra Udenrigsministeriet mandag.
Det nye kontor er forankret under den danske ambassade i Ukraines hovedstad, Kyiv. Kontoret skal sikre en tæt dialog med regionale og lokale myndigheder.
Siden Rusland trak sig fra en kornaftale med Ukraine i juli, har den russiske hær skruet op for sine angreb mod de ukrainske regioner Odesa og Mykolajiv i det sydlige Ukraine.
- Jeg indkalder i dag EU's udenrigsministre til møde i Kyiv. Det er det første møde nogensinde uden for EU med alle 27 medlemslande. Ukraines fremtid ligger indenfor EU, skriver EU's udenrigschef, Joseph Borrell, på det sociale medie X.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen har det en "stærk symbolsk værdi", at ministrene mødes i Ukraine fremfor som normalt i Bruxelles.
I en skriftlig kommentar til Ritzau lyder det fra ministeren, at det sender "utvetydigt budskab", at en samlet union mødes i Ukraine.
- Øverst på dagsordenen er, hvordan vi kan understøtte Ukraines forsvarskamp og levere på EU’s sikkerhedstilsagn - men også hvordan vi hjælper ukrainerne med at gennemføre nødvendige reformer, så Ukraine kan blive klar til EU-medlemskab, tilføjer han.
Udenrigsministeriet har også i en pressemeddelelse i forbindelse med besøget annonceret, at Danmark vil give et bidrag på 20 millioner kroner til at støtte Ukraines cybersikkerhed.
- Der er stort behov for at skabe en mere robust digital infrastruktur i Ukraine. Rusland bruger cyberangreb til at forsøge at ødelægge kritisk infrastruktur og underminere tilliden til myndighederne, siger Lars Løkke Rasmussen i meddelelsen.
/ritzau/