Lars Løkke Rasmussen har de seneste otte år huseret i en seksværelses herskabelig lejelejlighed i Nyhavn. Nu har Ekstra Bladet fået fingrene i den lejekontrakt, der blev underskrevet da han rykkede ind, og der er i den grad ugler i mosen.
For den 179 kvadratmeter store og fuldstændig nyistandsatte herskabslejlighed, kunne Lars Løkke Rasmussen nøjes med en månedlig husleje på 10.000 kroner.
Avisen har talt med Lejernes Landsorganisation LLO, der undrer sig meget over, den billige leje.
– Det er en uhyggelig lav leje, siger Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden, til Ekstra Bladet.
LLO er kommet frem til, at politikeren kun betalte 685 kroner pr. kvadratmeter pr. år, hvilket er langt under andre lignende lejemål i hovedstaden.
– Hvis det er en pæn bygning og pæne forbedringer, så vil huslejen blive godkendt til omkring 1600 pr. kvadratmeter pr. år. Det vil sige: Resten er rabat, vurderer LLO-direktøren.
Udover at lejen var væsentlig billigere end andre lejligheder i centrum ag København, slap Lars Løkke Rasmussen også for at betale forudbetalt leje, da han rykkede ind. Det gjorde indskuddet noget mere overskueligt, end hvad der normalt kræves.
I forbindelse med artiklen er den tidligere statsminister også kommet til orde.
– Det er fuldstændig rigtigt. Det var en meget god husleje, vi kom ind til. Den var desværre også midlertidig, siger Lars Løkke Rasmussen til Ekstra Bladet.
Han vil ikke ud med, hvad han betaler om måneden for herligheden nu, men siger ”i omegnen af det dobbelte”.