Det vækker harme hos Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, at Folketinget nu lukket for bilkørsel forbi hovedtrappen i Rigsdagsgården ved Christiansborg.
- Så blev det offentligt, at et flertal i Folketingets præsidium - uden om Venstre - har besluttet at lukke Rigsdagsgården ved Folketinget af for gennemkørsel.
- Tør slet ikke tænke på, hvad det kommer til at betyde for myldretidstrafikken i København centrum, som i forvejen er forfærdelig. Det bliver kaos!, skriver den tidligere statsminister på Facebook.
Lukningen sker på opfordring fra PET, og den endelige beslutning er truffet, fordi frygten for terror er vokset efter Anders Behring Breiviks bilbombeangreb i det norske regeringskvarter i Oslo den 22. juli 2011.
Vejen ind til det norske regeringskvarter i Oslo skulle ellers have været spærret af for offentligheden senere samme år. Netop for at undgå bilbombeangreb.
Men den grund er helt uacceptabel, mener Lars Løkke Rasmussen.
- Endnu værre er det dog, at Christiansborg på denne måde lukker sig for omverdenen.
- Jeg har naturligvis respekt for PET's rådgivning, men det er et politisk ansvar at forholde sig til den.
- Og helt personligt mener jeg, at vi reelt giver ind over for terrortruslen, når vi på denne måde forskanser det danske folkestyre, skriver den tidligere statsminister.
Ud over lukningen af Rigsdagsgården vil der blandt andet også blive sat en hæve-sænke-pullert op ved Marmorbroen, der leder ind til Christiansborgs Indre Slotsgård.
Der lukkes for motortrafik allerede i begyndelsen af næste år med nogle midlertidige foranstaltninger, mens mere permanente løsninger ventes at være på plads i efteråret 2014.
/ritzau/