Det danske papir, der tilgodeser de rige lande i forhold til en aftale fra det igangværende klimatopmøde, kan stamme fra Statsministeriet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser i hvert fald ikke, at det er umuligt, skriver tv2.dk.
"Men der er ikke tale om noget dansk forslag til sluttekst," siger han.
Danmark vil i løbet af lørdagen konsultere de forskellige arbejdsgrupper på klimatopmødet og derudfra udarbejde et dokument, hvis det gavner de videre forhandlinger, siger Lars Løkke Rasmussen. Statsministeren nægter dog at forholde sig til de konkrete forslag i det omdiskuterede danske papir.
Han erkender, at papiret har en vis betydning, men mener ikke, man skal overvurdere det. Der cirkulerer mange skitser og kladder på et sådant møde, siger statsministeren og afviser samtidig at trække papiret tilbage.
"Jeg kan ikke trække noget tilbage, som ikke er lagt frem."
De over 130 u-lande er blevet fortørnede over, at de i følge det danske papir bliver tildelt faster kvoter for deres CO2-udledning. I Kyoto-aftalen var det kun de industrialiserede lande, der forpligtede sig til bestemte grænser for deres CO2-udslip.