Mens mange danske rigmænd stikker af til udlandet eller køber godser, heste og biler, så er dynekongen Lars Larsen godt tilfreds med sit hus med udsigt til Silkeborgsøerne.
Det siger han i et interview med BT.
Og mens den almindelige dansker må nøjes tilbud på dagligdags ting, så får rigmænd som Lars Larsen løbende tilbud om slotte og andre attraktive ting i millionklassen.
- Men jeg skal ikke have nogen slotte eller noget. Vi bor så skønt lige ned til Silkeborgsøerne, og vi flytter aldrig derfra. Aldrig nogensinde, siger den nu 68-årige stifter af dyne-imperiet Jysk.
I interviewet lister BT et par rigmænd op. Blandt andet har Christian Kjær tidligere ejet en ø i Caribien, skriver avisen, mens Danmarks næstrigeste mand, Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, er kendt for at opkøbe godser og større jordområder i Skotland.
Dertil kommer Lego-familiens interesse for både golf og heste. For nylig købte Agnete Kirk Thinggaard en af verdens bedste heste for en pris der anslås til at passere 20 millioner kroner.
Lars Larsen betaler sin skat med glæde
Lars Larsen afviser samtidig, at han heller ikke kunne finde på at tage til udlandet for at spekulere i billigere i skat.
- Det kommer aldrig til at ske. Det er Danmark, der har givet mig muligheden for at tjene alle de penge, og derfor betaler jeg min skat med glæde. Ikke mere end nødvendigt, men jeg skal ikke flygte fra noget. Så jeg bliver i Danmark. Jeg er dansker til fingerspidserne. Det er jeg stolt af. Det er jeg glad ved. Og det bliver der ikke lavet om på, siger Lars Larsen.
Men Lars Larsen har dog spenderbukser hængende i skabet og brugt lidt af sine milliarder til luksus. Han ejer et feriehus på Mallorca og en større ejendom på et golfressort i Sydafrika, skriver BT. Dertil kommer kommer to danske golfbaner.