Den stenrige Jysk-konge, Lars Larsen, drømmer rigtig stort. Det fortæller han i et interview med Finans.dk.
Et stykke ude i fremtiden skal antallet af Jysk-butikker fordobles, så der på verdensplan er 5.000 butikker. Inden for de næste fem år skal de første 700 af de i alt kommende 2.500 butikker være åbnet.
- Om vi når en fordobling i min tid eller ej, må tiden vise. Men det er da et mål at gå efter. Det ligger dog helt fast, at jeg gerne ser os ud over kloden, nu da vi har dækket Europa. Min drøm er, at Jysk kan gå worldwide, siger 69-årige Lars Larsen til Finans.dk.
Det er 38 år siden, Lars Larsen åbnede døren til den første butik i det, der i dag er blevet til en detailkoncern med butikker, der afsætter dyner, puder, senge, møbler og andre produkter.