Bjerringbro-Silkeborg vil spille håndbold med de store. Det kortsigtede mål hedder top-4, og på lidt længere sigt skal der medaljer i pokalskabet hjemme i klubhuset.
Onsdag havde klubben indkaldt til pressemøde for at præsentere klubbens seneste nyerhvervelse: Lars Krogh Jeppesen, som trods en lang skadeshistorie stadig hører til i den absolutte topklasse.
Og hvordan lokker man sådan en spiller til så lille en klub som Bjerringbro-Silkeborg?
Det har klubbens administrerende direktør, Per Rasmussen en forklaring på: Store armbevægelser og høje målsætninger.
»Vi har lavet et nyt sportsligt set-up med Carsten Albrechtsen som cheftræner, Nicolai Jacobsen som assistenttræner og så Bent Nygaard som sportslig rådgiver,« fortæller direktøren over mobiltelefonen.
»Vi har kigget på, hvilket hold vi skal have for at komme til at ligge i top-4 næste sæson, og så har vi investeret i 11 spillere, hvoraf Lars Krogh Jeppesen er den sidste,« fortæller han og sammenligner i øvrigt dansk herrehåndbold med et tog, der kører af sted i fuld fart.
Og Lars Krogh Jeppesen er så spilleren, der gør, at Bjerringbro-Silkeborg ikke står til bage på perronen, forstås.
Per Rasmussen ved godt, at gode spillere ikke gør det alene.
»Det, der bliver afgørende er, om vi kan få holdet til at spille som et hold,« medgiver han.
Bjerringbro sluttede sidste sæson som nummer 10 ud af 14 i den hjemlige liga.