Set udefra lignede det en noget heldig sejr til FC København onsdag aften. En 3-2-sejr, som sendte klubben videre i kvalifikationen til gruppespillet i Champions League.
Men landsholdsbacken Lars Jacobsen så kampen fra banen og havde en anden opfattelse.
- Jeg synes, vi vinder helt fortjent, siger han til klubbens hjemmeside.
Med kort tid igen ramte Club Brugge stolpen, og alt, hvad bolden efterfølgende krævede, var, at en af flere belgiere sparkede bolden den sidste meter over stregen.
- Vi har marginalerne på vores side i aften. De rammer godt nok stangen, men det er en bold, som Wiland tager 99 ud af 100 gange, siger han.
Heller ikke det mål, som belgierne - yderst tvivlsomt - fik underkendt for offside i overtiden, får Lars Jacobsen til at tvivle på det fair resultat.
- Jeg ved ikke, om der var offside på det, de fik annulleret, men til gengæld mener jeg, bolden var ude over linjen, inden de scorede til 2-1, siger han.
Lars Jacobsen er dog enig i, at han stod bag det første mål, selv om det umiddelbart lignede et hovedstødsmål af belgiernes Jordi Figueras.
- Jeg må tage det mål på min kappe. Jeg kan mærke, at jeg rammer bolden, så det må være et selvmål, siger Jacobsen til ekstrabladet.dk.
/ritzau/