Den tidligere landsholdskeeper Lars Høgh skal styrke målmandstræningen på landsholdet.
DBU har indgået en aftale med Lars Høgh, der betyder, at han skal træne og coache målmændene på såvel A-landsholdet og ligalandsholdet. Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.
Lars Høgh afløser Jørgen Henriksen, som er gået på pension.
- Det er en spændende opgave, som jeg har fået lov at sætte mit personlige præg på. Udviklingen har gjort, at klubberne er blevet mere flygtige arbejdsgivere for de bedste målmænd, mens DBU er konstant, og derfor skal have en mere central rolle i målmændenes fodboldmæssige udvikling, siger 48-årige Lars Høgh, og fortsætter:
- Hensigten er at min trænerfunktion under landsholdssamlingerne udvides med en coaching-funktion for målmændene mellem samlingerne. Vi skal definere en udviklingsplan for hver enkelt målmand, og det er i de længere perioder mellem landsholdssamlingerne, at der skal arbejdes langsigtet, så landsholdssamlingerne kan bruges til at fokusere på de forestående opgaver.
Lars Høgh har masser af rutine med i sin mentale sportstaske. Han har 817 førsteholdskampe for sin tidligere klub, OB under vesten og har deltaget i to slutrunder, blandt andet var han med i det famøse nederlag på 1-5 til Spanien ved VM i Mexico i 1986. Blandt Lars Høghs meriter er tre danske mesterskaber og tre pokaltitler med OB samt Intercontinental Championship-titlen med landsholdet i Saudi Arabien i januar 1995.
Lars Høgh arbejder i dag på flere froner, blandt andet som målmandstræner hos såvel Brøndby som FC Nordsjælland. Alle de tre nuværende målmænd omkring landsholdet, Thomas Sørensen, Jesper Christiansen og Stephan Andersen, har arbejdet sammen med og fået rådgivning af Lars Høgh.
- Jeg er glad for at have fået en aftale på plads med Lars Høgh. Han har en enorm personlig erfaring fra højeste niveau, og har gennem de senere år også skabt sig en karriere som træner for nogle af vores bedste målmænd. Og så har han i forvejen et indgående kendskab til vores tre aktuelle A-landsholdsmålmænd, udtaler generalsekretær i DBU Jim Stjerne Hansen.
Også landstræner Morten Olsen glæder sig over at skulle arbejde sammen med Lars Høgh.
- Jeg vil ønske Lars velkommen i trænerstaben. Han behøver vel ingen nærmere introduktion. Vi kender ham både som spiller og træner, og vores nuværende keepere kender ham også som målmandstræner. Så vi er opmærksomme på, hvilke kompetencer, vi får tilført trænerstaben på
A-landsholdet og Ligalandsholdet, siger Morten Olsen.
Lars Høghs første opgaver for DBU bliver med Ligalandsholdet i januar.