TV3 er næsten klar til optagelserne til ’Sandhedens Time’, der allerede har kostet medieliderlige mennesker kærligheden på begge sider af Atlanten.
Det bliver Lars Hjortshøj, der skal styre løjerne, og stille deltagerne intime spørgsmål om deres inderste hemmeligheder, mens de er udstyret med en løgnedetektor.
Hvis de svarer sandt på spørgsmål som for eksempel ’føler du inderst inde, at din ekskæreste er manden i dit liv, selv om du er gift med din nuværende mand?’ går de videre til næste runde. Hvis de lyver, ryger de ud.
- Det bliver naturligvis lavet på dansk med et glimt i øjet. Vi vil underholde, og vi vil honorere dem, der taler sandt. Og vi vil gøre det med humor. Heldigvis er jeg opdraget med, at man kommer længst ved at tale sandt - og det må man sige, i den grad er tilfældet i dette program, siger Lars Hjortshøj.
Programmet står og falder dog med spørgsmålenes kant, så man skal ikke forvente spørgsmål der ikke går overordentlig tæt på i den danske udgave.
- Jeg kan ikke sige, at vi ikke vil stille spørgsmål om utroskab. Vi har endnu ikke spørgsmålene klar, siger TV3’s programdirektør Morten Mortensen.
Han går efter at programmet skal være feel-good-tv med kant.
- Hvis vi for eksempel havde en ludoman som deltager, kunne vi spørge ham om han skjulte en bankkonto for sin kone, hvilket han måske måtte bekræfte, og derefter spørge ham om han elsker sin kone, hvilket han forhåbentlig også ville bekræfte, siger Morten Mortensen.
Programmet har gået sin sejrsgang over hele verden. I Sverige blev en af deltagerne forladt efter han indrømmede utroskab, mens kæresten så på.
Der er en halv million kroner på højkant og man kan tilmelde sig på TV3’s hjemmeside.