Lars Findsen får tilladelse til i en retssag at kræve erstatning for påståede udtalelser om hans sexliv.
Det er Retten i Lyngby, der i en kendelse onsdag har bestemt, at et punkt om nogle briefinger, som PET's chef gav til flere politikere, skal indgå i en sag om erstatning for tort.
Orienteringen fra PET skete i forbindelse med, at Lars Findsen som hjemsendt chef for Forsvarets Efterretningstjeneste var sigtet for at have røbet statshemmeligheder.
Siden opgav anklagemyndigheden at gennemføre en straffesag mod Lars Findsen. Og derefter er fulgt et opgør om erstatning.
I et retsmøde sidste uge argumenterede statsadvokat Jakob Berger Nielsen for, at emnet ikke burde indgå i erstatningssagen.
Briefingen var ikke en del af den strafferetlige forfølgning, påstod han, og af den grund bad han dommeren om på forhånd at afvise emnet.
Men kravet er altså ikke efterkommet, fremgår det af en kendelse, der er afsagt onsdag.
Statsadvokaten kom med en påstand om, at lovreglerne om erstatning skal fortolkes indskrænkende. Men dommeren er uenig.
I sin afgørelse tager dommeren ikke stilling til, om Findsen har ført eller senere vil være i stand til at føre bevis for, at PET's chef røbede intime detaljer om Findsen.
Han bemærker i øvrigt, at der i loven ikke står noget om, at PET skal briefe andre politikere end justitsministeren, når det ikke sker i det udvalg, der fører kontrol med efterretningstjenesterne.
Den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste har allerede fået lidt over 200.000 kroner som erstatning for de 71 dages varetægtsfængsling og aflytning gennem længere tid.
Men Lars Findsen vil have yderligere 50.000 kroner. Dette skyldes blandt andet, at PET's chef angiveligt skal have røbet detaljer om Findsens sexliv på fortrolige briefinger med flere toppolitikere.
Påstanden bygger på artikler i Berlingske om briefingernes indhold.
Chefen for PET, Finn Borch Andersen, har afvist, at han skal have videregivet oplysninger, som ikke er saglige og relevante.
Findsen opfatter det som en "dyb krænkelse af både mine nærmeste og mig selv", såfremt detaljer om hans sexliv er blevet delt af PET's chef, har han fastslået i en udtalelse.
I retsmødet sidste torsdag hævdede hans advokat, at PET's øverste leder har overtrådt sin tavshedspligt.
/ritzau/