Lars Eller og Washington Capitals udspillede søndag Pittsburgh Penguins i den anden kamp mellem de to hold i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.
De forsvarende Stanley Cup-mestre fra Pittsburgh tabte 1-4, og dermed har begge hold hentet en sejr i anden runde af slutspillet, hvor der spilles bedst af syv opgør.
Lars Eller kom ikke på måltavlen, men danskeren var med i opspillet til hele tre af Washingtons mål.
Washington satte sig tungt på kampen fra første sekund, og allerede efter halvandet minut kom holdet foran 1-0 ved Alex Ovechkin.
Efter et kvarters spil udnyttede Jakub Vrana en overtalssituation til at score til 2-0 på en aflevering fra Lars Eller.
- De kom flyvende ud. Vi havde ikke et modsvar, siger Pittsburghs målmand Matt Murray til NHL's hjemmeside.
I den første kamp mellem de to hold satte Washington en føring på 2-0 over styr, og endte med at tabe 2-3.
Den fejl blev ikke gentaget søndag.
I anden periode udbyggede Brett Connolly føringen til 3-0. Igen på en pasning fra Lars Eller.
Pittsburgh fik reduceret til 1-3, før svenskeren Niklas Bäckström kort før slutfløjtet i tredje periode scorede til 4-1 for Washington. Også det mål havde Lars Eller andel i.
Kamp tre i slutspilsserien spilles tirsdag i Pittsburgh.
Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets tabte 4-5 til Nashville Predators på udebane. Kampen blev afgjort i overtid.
Holdene går ind til den tredje kamp i serien med en sejr hver. Nikolaj Ehlers fik godt 25 minutter på banen, men var ikke blandt Winnipegs målscorere.
/ritzau/