Lars Barfoed (K) har brudt loven

Fødevareskandalen ruller videre. Ansvarlig minister har i fem år ?glemt? at udarbejde årlige redegørelser om fødevarekontrollen, oplyser TV 2 Nyhederne. Det skal han ifølge loven.

Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) er stærkt belastet af Rigsrevisionens rapport om forårets kødskandale, afslører TV2 Nyhederne. De radikale og Socialdemokraterne kræver ministerens afgang.

I Rigsrevisionens rapport står der ifølge TV2 Nyhederne blandt andet:

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

»Familie- og forbrugerministeren har ikke udarbejdet årlige redegørelser om fødevarekontrollen i perioden 2000 - 2005, hvilket ministeren er forpligtet til ifølge fødevareloven.«

Indtil videre afviser Dansk Folkeparti at tage stilling til rapportens betydning for Lars Barfoed.

»Vi forbeholder os ret til at læse rapporten, og vi har ikke noget at sige før,« siger Pia Kjærsgaard til TV2 Nyhederne, som oplyser, at der er flere kritikpunkter af ministeren i rapporten, der endnu ikke er offentliggjort.

Ifølge tv-stationen står der endvidere:

»Familie- og Forbrugerministeriet og Fødevarestyrelsen har i flere år haft viden om, at der ikke har været udført det fornødne antal tilsyn, men har først i foråret 2006 taget initiativ til at sikre, at alle virksomheder får mindst 1 tilsyn pr. år.«

Og videre:

»Ministeren har ikke før foråret 2006 givet Folketinget klar information om Fødevarestyrelsens planlægning og styring af tilsynsaktiviteten. Herudover har ministerens besvarelse af enkelte, præcise spørgsmål fra Folketinget ikke været tilstrækkelig.«

Rigsrevisionen kritiserer samtidig familie- og forbrugerministeriet for ikke at have tilført midler nok til fødevarekontrollen, oplyser TV2 Nyhederne:

»Familie- og Forbrugerministeriet og Fødevarestyrelsen har ... ikke i tilstrækkelig grad sikret, at der er sammenhæng mellem det faglige grundlag for kontrolindsatsen og resurserne.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.