Den konservative partileder, Lars Barfoed, ligner en mere og mere presset mand i dansk politik.
For andet år i træk kårer vælgerne ham som den dårligste partileder i Danmark. Den konservative formand præsterer endda en endnu lavere karakterer end sidste år og er faldet fra 3,2 til sølle 2,6.
Det fremgår af en omfattende undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 1971 repræsentativt udvalgte danskere.
- Vælgerne oplever ganske enkelt ikke, at Lars Barfoed gør et godt stykke arbejde, siger valgforsker Rune Stubager fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.
Zoomer man ind på borgerlige vælgere, har Barfoed heller ikke megen opbakning på hjemmebanen. Kun 2,9 i gennemsnitskarakter bliver det til, når man udelukkende spørger blå vælgere.
- De Konservative begynder at nærme sig spærregrænsen, og det smitter af på bedømmelsen af partilederen, for han er jo den nærmeste til at gøre noget ved det, siger Rune Stubager.
- Midt i partiets eksistenskamp er der brug for en stærk leder, der sætter en kurs og får vælgerne til at komme tilbage. Det er der også en erkendelse af i borgerlige kredse, og derfor får han lave karakterer, tilføjer han.
I målingen har vælgerne for tredje år i træk på nøjagtig samme måde bedømt partiledernes evner til at forvalte embedet. Målestokken er Undervisningsministeriets gældende 7-trinsskala.
Mens Barfoed ligger isoleret i bunden af vælgernes årskarakterer, kan de to nye partiledere, Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti og Annette Vilhelmsen fra SF, glæde sig over at være kommet godt fra start i deres nye roller med henholdsvis 5,8 og 4,7 i karakter.
Den radikale leder, Margrethe Vestager, og Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, klarer sig bedst i undersøgelsen.
Lars Løkke Rasmussen er i færd med et comeback som partileder. Mens han var statsminister i 2010, bedømte vælgerne ham til kun at levere en jævn præstation med adskillige fejl og mangler, hvilket blev takseret med 4,0 i årskarakter.
I 2011 forbedrede han sig, og vælgerne belønnede ham med 5,5 i gennemsnitskarakter. I år kravler Lars Løkke Rasmussens årskarakter et lille nøk opad til 5,6.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) går for andet år i træk tilbage i karakterbogen. Hendes præstation bedømmes til 4,0 på karakterskalaen, skriver Ugebrevet A4.
/ritzau/