Lars Bak (Lotto Soudal) har for længe siden øremærket 14. etape i årets Tour de France som etapen, hvor han kunne have en chance for at komme i udbrud.
Og det er stadig planen for den 37-årige dansker.
- Den bliver kuperet til sidst, men formen er god, og hvis jeg rammer udbruddet, så vil jeg helt sikkert køre min chance. Men der er også en chance for, at det kan ende i en massespurt, siger Bak.
Han frygter, at nogle hold har for store interesser i at holde et udbrud i kort snor.
- Jeg tror desværre, at Michael Matthews (Sunweb) og Greg Van Avermaet (BMC), som jo vandt etapen til Rodez for to år siden, vil kontrollere det, hvis ikke de selv kommer med i udbruddet, vurderer Lars Bak, som vil holde sig helt fremme fra start.
- Jeg tror, det bliver en etape, hvor alle klassementsholdene gerne vil slappe af, men det bliver også en etape, hvor alle vil i udbrud.
I den ideelle verden for danskeren, så får BMC en mand med i det udbrud, som Lars Bak også rammer, for så vil det amerikanske hold næppe køre udbruddet ind for at give Van Avermaet chancen.
- Jeg tror, BMC vil gøre alt for at prøve at vinde etapen.
- Hvis de får en mand med i udbruddet, så får han nok chancen, men det kan godt være, at de vil gøre ligesom på sprinteretaperne, hvor der kommer et mindre udbrud afsted, lyder det fra Lars Bak.
Han er i hvert fald indstillet på, at han skal være vågen fra kilometer nul, for der er mange hold, der har brug for at komme afsted.
- Alle vil gerne afsted, og alle skal afsted. Der er jo ikke ret mange hold, som har haft succes, siger han med henvisning til Marcel Kittels (Quick-Step) suverænitet med fem etapesejre.
Etapen går fra Blagnac til Rodez og strækker sig over 181,5 kilometer og indeholder to kategori 3-stigninger på den sidste tredjedel af ruten.
/ritzau/