André Greipel (Lotto Soudal) formåede ikke at give sit belgiske hold en hjemmesejr søndag, da 2. etape af Tour de France sluttede i Liege.
Det blev i stedet Marcel Kittel, som gav belgiske Quick-Step en hjemmetriumf, mens Greipel måtte nøjes med tredjepladsen.
Greipels danske holdkammerat, Lars Bak, var ærgerlig over, at det ikke blev til sejr, men holdet leverede en god præstation.
- Vi sad med hele holdet i fronten med to kilometer igen. Jeg synes, han (Greipel, red.) blev afleveret godt, selv om jeg ikke kunne se, hvad der skete på de sidste meter. Jeg slog ud med 1,6 kilometer igen, forklarer Bak.
- Han blev kun nummer tre. Det er trods alt bedre end at blive nummer 27.
Ligesom på lørdagens enkeltstart fik rytterne gode mængder regn, og vejene var flere steder meget glatte.
Det sendte blandt andre Chris Froome og det meste af hans Sky-hold i asfalten.
Styrtet skete lige foran Lars Bak.
- Hele Sky styrtede, og vi (Lotto Soudal) sad lige bagved dem. Heldigvis kunne vi hoppe over den store kantsten i midterrabatten. Der var ikke nogen af os, som styrtede, siger Bak.
Danskeren fik lov til at trække en del på den sidste fjerdedel af etapen, men ellers var han overrasket over, hvor rolig en etape det var.
- Det var en lidt atypisk Tour-etape. Der var meget roligt hele dagen på nær de sidste 60 kilometer. Der begyndte de rigtig at give los, forklarer den 37-årige dansker.
/ritzau/