Den danske cykelprof Lars Bak skal alligevel ikke på operationsbordet efter det styrt, han søndag var impliceret i under Grand Prix la Marseillaise i Frankrig.
Ved den lejlighed væltede Bak og pådrog sig et brud på håndleddet, og dagen efter meddelte hans hold, Lotto-Belisol, at danskeren måtte under kniven for at få en skrue sat ind i håndleddet.
Det skulle sikre, at han kunne være tilbage på cyklen i løbet af en uges tid.
Men efter en mere grundig undersøgelse hos en belgisk læge kan den 33-årige dansker ånde lettet op.
Han slipper for operation og kan nøjes med at have armen i gips i de næste to uger, men selv med gips er det muligt at træne.
Lotto-Belisol håber, at Lars Bak kan blive klar til Paris-Nice i starten af marts.
/ritzau/