Den danske cykelrytter Lars Bak stiller cyklen hos Team Saxo Bank.
Fremover suser han af sted for et andet - og endnu hemmeligholdt - hold.
Det skriver tv2.dk.
"Det må først offentliggøres efter 1. september, hvem jeg skal køre for, men jeg kan sige så meget, at jeg er rigtig glad for at have min fremtid på plads," siger danmarksmesteren i enkeltstart.
Bjarne Riis og Team Saxo Bank ville gerne have beholdt den 29-årige dansker, og Lars Bak siger da også, at han altid er blevet behandlet godt på holdet.
Skiftet er rent egoistisk, indrømmer han.
"Når man får sådan et godt tilbud, som jeg har fået - både økonomiske og sportsligt - så er man også nødt til at tage chancen og slå til."
Hvor han har fået et tilbud, og hvad det helt præcis indeholder, er altså stadig en hemmelighed.
Men ønsket om at køre Tour de France har været en medvirkende årsag til skiftet.
"Jeg er jo ikke blevet lovet, at jeg skal køre Touren, men det er da mit håb, at det kommer til at ske, når jeg skifter. Nu vil der blive kigget på mig med nye øjne, og det kan måske betyde noget," siger Lars Bak.