Folketingets åbning er en stor dag og skal selvfølgelig fejres.
Ikke mindst, hvis man selv er så heldig at beklæde en post som minister.
Men der er grænser, som Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn måtte sande det ud på de små timer i går aftes, da politiet pludselig bankede på.
Politiker-lejligheden var fyldt til bristepunktet. Vinduerne var åbne, og Thomas Helmig var netop blevet smækket på anlægget for fuld skrue, skriver eb.dk i dag.
Ministerens folketingslejlighed ligger midt i København tæt på Tivoli og festen var åbenbart så god, at naboer fandt det nødvendigt at kontakte Københavns Politi, som da også fandt tid til at kigge forbi festen hos Rasmus Prehn, hvor en del folketingspolitikere deltog.
Vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen bekræfter over for Ekstra Bladet, at politiet tirsdag aften var til stede på en adresse i indre København, som eb.dk genkender som Rasmus Prehns bolig.
- Vi er fremme ved adressen kl. 00.05. Og da selskabet ser patruljen, bliver der slukket for musikken. Vi finder derefter ham, der står for festen, og tager en snak om, at det ikke skal gentage sig, siger Dyre Sønnicksen til Ekstra Bladet.
Sundhedsminister Magnus Heunicke var angiveligt dj til festen, men han var taget hjem før politiets ankomst.
Hovedpersonen selv beklager hændelsen.
- Hvis der er nogle naboer, som synes, vi larmede for meget, så er jeg selvfølgelig rigtig ked af det.
- Lige så snart vi hørte, at der var nogle, der var kede af det, så lukkede vi vinduer og skruede ned for musikken, siger Rasmus Prehn til avisen.