Ulønnet praktik kan være en god måde at få foden inden for i en virksomhed, hvis man er arbejdsløs. Men langtidsledige i landområderne må ofte droppe praktikken, simpelthen fordi de ikke har råd til at betale transportudgifterne, skriver dr.dk.
"Det er et problem, at langtidsledige ofte selv må betale en del af transporten," siger Kirsten Jeppesen, der er faglig koordinator i Jobcenter Syddjurs.
Kommunen kan godt nok give støtte til transporten, men maksimalt 1.000 kroner om måneden før skat. Og det betyder, at den ledige kan ende med at skulle betale 300-400 kroner selv, fortæller Kirsten Jeppesen.
Når man bor langt ude på landet er turen ofte for lang til at cyklen rækker, og hvis man ikke har bil, er man tvunget til at bruge den offentlige transport.
"Det er man ude i landdistrikterne. Det er et af vilkårene ved at bo på landet," påpeger Kirsten Jeppesen.
Jobcentret i Syddjurs må også jævnligt droppe at sende ledige på kurser, hvis de ikke ligger i nærheden. Simpelthen fordi de ledige ikke har råd til at betale for transporten.