Landets langtidsledige skal have flere og bedre tilbud om arbejde på virksomhederne.
Derfor har beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) afsat 204 millioner kroner over de næste fire år til ansættelse af virksomhedskonsulenter i jobcentrene.
"Med nye jobkonsulenter på jobcentrene får vi en højere kvalitet i tilbuddet til den enkelte, og vi får et bedre samarbejde mellem virksomheder og jobcentre ude i kommunerne," siger Inger Støjberg om den økonomiske håndsrækning.
Foruden at hjælpe de langtidsledige får konsulenterne også til opgave at give virksomhederne bedre service.
Virksomhedskonsulenterne er et resultat af langtidsledighedsaftalen, som regeringen indgik i foråret med en bred politisk kreds.