Politikerne skal i tænkeboksen, hvis de vil nå målsætningen om at forlænge befolkningens levetid med tre år, hvis de ikke vil være med til at fordoble afgifterne på cigaretter og slik, siger Forebyggelseskommisionens formand, Mette Wier.
"Politikerne bliver nødt til at være kreative, og de bliver nødt til at finde nogle rigtig, rigtig gode forslag, hvis de vil nå målsætningen," lød det fra formanden på kommisionens pressemøde tirsdag.
Her fremlagde kommissionen 52 konkrete forslag til at forlænge danskernes levetid med tre år.
Men to af de mest væsentlige forslag, nemlig fordobling af afgifter på slik og cigaretter, er allerede blevet skudt ned af sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), selvom kommisionen fastslår, at det netop er markant øgede afgifter, der kan give danskernes et ordentligt nøk opad.
Det bekymrer dog ikke Mette Wier, at det, der var mest vigtigt for kommisionen, ikke vinder gehør hos politikerne.
"Jeg kan ikke se, hvorfor vi skulle blive fornærmede over, at vores forslag ikke bliver fulgt til punkt og prikke. Vi har politikere, fordi de er i stand til at afveje mellem forskellige hensyn, og fordi virkeligheden er kompleks," sagde formanden.
Selvom hun erkender, at der er langt til målet, om at forlænge befolkningens levetid,, når man ikke fordobler afgifterne, er hun dog overbevist om, at regeringen nok skal nå det inden for de lovede ti år.
Målet var heller ikke at få alle forslag gennemført nu, fortæller Kommissionsmedlem Morten Grønbæk, der er forskningschef ved Statens Institut for Folkesundhed.
"Der er simpelthen ikke politisk vejr til at gennemføre det nu. Men det er vores vision, hvilket vi har snakket meget om undervejs, at der vil være nogle af forslagene, som ikke bliver gennemført nu, men som skal være lidt mere visionære" sagde han.
I stedet håber Morten Grønbæk på, at fremtidige regeringer vil tage forslagne op.
"Det kan være, at der kommer en regering om tre eller fem år som plukker forslag ud, og som siger 'det her var ret visionært, lad os gennemføre det nu'," lød det fra forskningschefen.