Hvis patienter i dag står og skal have ny hofte eller knæ, så sker det med stor sandsynlighed i det offentlige frem for det private.
Hospitalerne i Region Hovedstaden har nemlig fundet ud af at koordinere behandlingerne imellem sig og tilbyde patienterne en hurtig
behandling - i stedet for at overlade opgaven til private hospitaler, skriver Politiken.
"Hvor vi tidligere sendte 200-300 patienter om måneden til ortopædkirurgi på privathospitaler, ligger vi nu nede under 50," siger Jens Kristian Kragholm, der er leder af Region Hovedstadens informations- og rådgivningsenhed, som koordinerer arbejdet, til avisen.
Region Hovedstaden sendte ellers, for bare et år siden patienter i stor stil på privathospitaler for at få en ny hofte eller et nyt knæ, og det samtidig med at lægerne på flere af regionens sygehuse manglede patienter, men sådan er det altså ikke mere.
Og det er ikke kun de patienter, der skal opereres i knæ og hofter, som nu i højere grad bliver behandlet på regionens egne sygehuse.
Det gælder også patienter, der skal opereres for prostata eller på anden vis behandles for sygdomme i urinvejene.
Kilde: Politiken