Den lange ventetid på svar fra dna-analyser generer politiets opklaringsarbejde flere steder i landet.
Og det undrer ikke erfarne efterforskere, at en 78-årig kvinde fra Løgstør i april blev voldtaget, mens politiet gik og ventede på svar om dna-sporet fra en tidligere voldtægt.
Flere politifolk er enige i, at hurtigere svar på dna-analyser både kan afværge forbrydelser og spare tid og penge.
Nedsætte risikoen
»Jeg kan ikke afvise, at der er tilfælde, hvor en person har begået kriminalitet, mens vi ventede på dna-resultatet. Og hvis vi fik resultatet noget hurtigere, ville det både nedsætte risikoen for forbrydelser og spare os for mange mandskabstimer,« siger Peter Grove Munk, leder af efterforskningsafdelingen ved Østjyllands Politi.
Hos Fyns Politi venter efterforskerne helt op til et halvt år på svar fra Rigspolitiet på dna-sporene.
»Og det er lang tid. Og måske for lang t id, for der kan ske kriminalitet i ventetiden,« siger Niels Christian Larsen, leder af efterforskningsafdelingen ved Fyns Politi.
Hvorfor trak det ud
I Løgstør undrer de ældre sig over, at dna-analysen trak ud i fem måneder, så der i ventetiden skete endnu en voldtægt.
»Det kan ikke være rimeligt, men der er nok ikke noget at gøre ved det,« siger Dagny Bjerre på 87 år.
Hun har som mange andre ældre i mellemtiden haft overfaldsalarm og sovet med lyset tændt. Hos Rigspolitiet har sagen da også givet anledning til røde ører:
»Der er sket en menneskelig fejl. Det er dybt beklageligt, og vi vil nu stramme op på vores procedure, så vi undgår at lave samme fejl igen. Normalt prioriterer vi voldtægtssager meget højt, men den er simpelthen blevet lagt i en forkert bunke,« siger Niels Stig Larsen, chef for Kriminalteknisk Center i Rigspolitiet, der står for dna-analyserne.
Sagen får dog ingen konsekvenser for medarbejderen, der lavede fejlen, siger han. Det gør den til gengæld for justitsministeren, som både Socialdemokraterne, SF og DF afkræver en forklaring:
»Det er helt, helt forfærdeligt. Der er en gammel dame, der muligvis er blevet voldtaget, fordi politiet ikke har orden i sit eget hus,« siger Anne Baastrup, retspolitisk ordfører for SF.
»Hvis det er ressourcer, der er brug for, så må vi skaffe dem. Samfundet må gøre alt for at opklare de her forbrydelser,« siger Peter Skaarup, retspolitisk ordfører for DF.