Vroooum! Danmark skal nu til at producere racerbiler.
I morgen er der verdenspremiere på den danske designersportsvogn Sondergaard med 264 hestekræfter i motorrummet.
Det er fynboen Ricky Søndergaard, som står bag projektet, der ifølge bilbladet FDM skal ende med en bilfabrik på Langeland, der årligt spytter 300-500 biler ud om året.
- Jeg har oplevet utrolig stor opbakning på Langeland, og jeg vil gerne kunne give noget tilbage til området, siger Ricky Søndergaard til Fyns Amts Avis
Det er bildesigneren Jesper Hermann, der har tegnet den nye vogn, der vil koste 250.000 til 400.000 kroner - vel at mærke uden afgifter. Det betyder, at prisen i butikkerne bliver det tredobbelte.
Fra i morgen kan man se den nye Sondergaard bil på bilmessen i Bella Center i København. Bilen, som bliver udstillet, er en såkaldt mock-up-bil - hvilket vil sige, at det kun er karosseriet, der udstilles. Der er altså endnu ikke motor og elektronik i bilen.