Dansk Folkeparti vil ikke have urner begravet i det fri, som opppositionen - med socialdemokraten Karen Klint i spidsen - nu vil lovliggøre.
- Det er sådan en idé, som Karen Klint har fået i et stemningsmættet øjeblik. Men vi vil ikke have, at man skal kunne sætte den døde ned hvor som helst på en naturskøn plet, lyder det fra Dansk Folkepartis Jesper Langballe, der blandt andet begrunder sin holdning med faren for, at ræve, hunde eller drenge skulle finde på at grave urnen op.
- Der skal være en vis vedligeholdelse af en gravplads, og derfor kan man ikke bare selv grave en urne ned i en skov, for hvem skal holde opsyn med det? Man kan jo ikke bare sætte skovejeren til det, lyder fra Jesper Langballe.
Karen Klint afviser dog, at forslaget skulle være kommet spontant til hende, som Jesper Langballe hævder:
- Det har været flere år undervejs, så det er ikke fordi, jeg har været vild i varmen, forklarer hun og nævner eksempelvis udlandsdanskere, der ofte gerne vil begraves hjemme i Danmark, men ikke vil belaste slægtninge med at vedligeholde en traditionel gravplads.
Hun mener heller ikke, at der er nogen reel fare for, at urner vil blive gravet op, hvis de bare bliver begravet dybt nok:
- Det har fungeret i mange andre lande uden problemer, siger Karen Klint, der får opbakning til forslaget fra oppositionen til venstre i Folketinget.