Lastbilchauffører og lagerarbejdere må vente i spænding på en lønstigning. Arbejdsgiverne i Handel, Transport og Service (HTS) kan nemlig ikke blive enige med 3F’s transportgruppe om en ny overenskomst. Derfor overtog forligsmand Asbjørn Jensen forhandlingerne fredag.
Efter at have forhandlet hele mandagen, besluttede parterne, at der ikke var nogen grund til at fortsætte alene. Og en aftale synes ikke umiddelbart lige på trapperne, da det ifølge forhandlerne fra 3F er »det hele,« som skiller parterne.
»Vi mødes her, fordi vi ikke fik noget ud af mødet med arbejdsgiverne sidste gang,« sagde Mogens Hansen fra 3F’s forhandlingsudvalg inden mødet med forligsmanden.
En aftale på transportområdet vil være toneangivende for andre overenskomster på normallønsområdet, hvor lønstigningerne fastlægges centralt.