Den tidligere restauratør på Vejlegården Amin Skov skød tilsyneladende langt over målet, da han sidste år fremsatte et erstatningskrav på 1,5 millioner kroner for frihedsberøvelse og økonomiske tab.
Amin Skov tilkendes nemlig kun 12.550 kroner, efter at han sidst i 2012 blev tilbageholdt af politiet i et døgn og sigtet for at have sat ild til sin restaurant, oplyser Statsadvokaten i Viborg.
Advokat Hans Kjærgaard, der repræsenterer Skov, er "både overrasket og skuffet" over Statsadvokatens afgørelse.
- Man har åbenbart haft et helt andet syn på sagen, end vi har. Jeg mener, at der er en række forhold, som gør situationen helt speciel, men Statsadvokaten har truffet afgørelse som i alle andre sager, siger Hans Kjærgaard til Ritzau.
Det høje erstatningskrav var rettet mod Sydøstjyllands Politi og skulle dække økonomiske tab for 1.280.000 kroner på Restaurant Vejlegården samt 220.000 kroner for frihedsberøvelse.
Kort før jul 2012 udbrød der brand på den meget omtalte Restaurant Vejlegården. Dagen efter blev Amin Skov anholdt og sigtet for selv at have sat ild til restauranten.
Efter et langvarigt grundlovsforhør i Kolding blev Skov dog løsladt. Retten mente ikke, at der var bestyrket mistanke mod restauratøren, som i hele forløbet har nægtet sig skyldig.
I juli sidste år droppede Sydøstjyllands Politi så sigtelsen mod Skov, der i september rejste det høje erstatningskrav.
Statsadvokaten oplyser, at de 12.550 kroner omfatter erstatning for frihedsberøvelse, ransagning og telefonaflytning.
Amin Skovs advokat fastslår imidlertid, at der endnu ikke er sat punktum i sagen.
- Jeg vil indbringe sagen for Rigsadvokaten, som forhåbentlig kan se, at der er flere særlige omstændigheder i sagen, siger han.
Vejlegården og Amin Skov blev landskendt forud for brandsagen på grund af en faglig strid mellem restauratøren og fagforbundet 3F.
/ritzau/