Irma-arvtageren alma er en realitet. Torsdag morgen åbnede butikskæden sin første butik på Frederiksberg, og det var noget, der kunne trække folk til. Ifølge TV2 Kosmopol var der nemlig lang kø foran butikken, der i en pressemeddelelse har annonceret åbningen med ordene:
- Endelig kan vi byde jer indenfor i almas første butik på Sylows Allé 17, Frederiksberg. De seneste par uger har vi knoklet for at få de sidste ting på plads i butikken, og vi håber, at I vil komme forbi og kigge på alle de herlige varer, vi har udvalgt til jer.
Alma kalder sig et madmarked, og 98 procent af sortimentet skal være fødevarer, har kæden oplyst. Peter Bergman
Det var Irmas tidligere direktør, Alfred Josefsen, der sammen med andre Irma-folk besluttede sig for at danne alma, da Irma lukkede, skriver Ritzau.
Irma åbnede første gang helt tilbage i 1886, og kæden blev overtaget af Coop i 1982. I 2023 besluttede Coop at lukke Irma.
Dengang lød begrundelsen fra Coop, at der ikke længere var et marked for Irma som selvstændig kæde, og at kunderne i stedet ønskede større udvalg af discount. Irma-butikkerne lå alle i og omkring København.
Alma-direktør, Alfred Josefsen, oplyser til Ritzau, at der siden kl. 11 har været kø uden for butikken. Peter Bergman
Det forventes, at den næste alma åbner i Store Kongensgade i centrum af København til maj.