Når badmintonlandsholdet fremover skal samles til træningen i Brøndby, bliver det uden Peter Gade.
Efter kvartfinalefarvellet ved OL trapper den 35-årige verdensstjerne ned på træningen og stopper endegyldigt på topplan til nytår.
Det betyder, at landstræner Lars Uhre må undvære Gades tilstedeværelse, og det er han ked af.
- Han er en ledertype, der sætter standarden og kræver meget af sine kolleger. Vi kommer til at savne hans indstilling til tingene og de krav, han stiller. Og så selvfølgelig hans gode humør, siger Uhre.
Han roser Peter Gade for indsatsen i kvartfinalen, hvor der blev kæmpet bravt, men hvor Chen Long fra Kina bare var for stærk.
- Peter spillede endnu bedre, end han gjorde i ottendedelsfinalen, men det var ikke nok mod den mest formstærke spiller i verden lige nu, som sagtens kunne blive olympisk mester.
- Han gav det et godt forsøg og spillede med god kvalitet, men så snart Peter var lidt udisciplineret eller spillede for kort, så blev han straffet, siger Uhre.
Han hylder Gade for den lange karriere, der begyndte i sidste årtusinde.
- Det er jo helt uhørt, at han kan holde sig på toppen i 15 år og kan spille med i top-otte i verden som 35-årig.
- Det er der mig bekendt ikke andre, der er lykkedes med det i single, og slet ikke nogen, der er slået igennem så tidligt, siger han.
Peter Gade har luftet planerne om at blive træner og bringe sine erfaringer videre på den måde. Og han skal være hjerteligt velkommen, siger landstræneren
- Det vil være en gave til dansk badminton. Vi har brug for tidligere topspillere som trænere, for de ser på verden med lidt andre briller end skolebogstrænere som os andre.
- Men jeg tror også, at det er noget at vænne sig til og øve sig i, for det er en anden profession, siger Uhre.
/ritzau/