Fire testkampe, fire nederlag. Det danske ishockeylandshold har fået en helt skæv optakt til VM i Canada, som starter i morgen med en kamp mod Tjekkiet.
Men nederlagene bekymrer ikke landstræner, Mike Sirant, der håber og tror på, at danskerne kan tangere den historiske tiendeplads fra VM sidste år.
- I disse kampe op til turneringen skal du se på vores præstation, ikke på resultatet. Mod Tyskland spillede vi for eksempel virkelig godt, og resultatet er visvisende. Vi er absolut lige så gode som sidste år. Så målet er top- 10 igen. Det er realistisk, men bliver en stor udfordring, siger Mike Sirant.
Nederlag i baghovedet
Den canadiske træner har i sidste øjeblik fået lov at bruge Vancouver Canucks-spilleren Jannik Hansen, mens Danmark må stille op uden Frans Nielsen fra New York Islanders.
Det tab er forsvareren Andreas Andreasen ikke så bekymret over, men til gengæld tager han ikke helt så let som sin landstræner på nederlagene i de sidste testkampe.
- Vi skal være ydmyge efter de her kampe uden sejr, så vi ikke lægger for stort et pres på os selv. Det giver en lille usikkerhed, som sidder i baghovedet. Derfor skal i første omgang videre fra gruppen, siger Esbjerg-spilleren.
Skal den mission lykkes, så kræver det blot en sejr over Italien på søndag.