Landstræner skudt af 86-årig nabo
En nabostrid endte med, at landstræneren for Kuwaits fodboldlandshold, serberen Goran Tufegdzic, blev skudt. Foto: Colourbox
Kuwaits fodboldlandstræner er i kritisk tilstand efter at være blevet skudt af sin 86-årige nabo.

Landstræneren for Kuwaits fodboldlandshold, serberen Goran Tufegdzic, ligger på hospitalet i kritisk tilstand, efter at han er blevet skudt i brystet ved sit hjem i det østlige Serbien.

Gerningsmanden er Tufegdzic' 86-årige nabo, der greb til våben efter en strid de to naboer imellem, oplyser serbiske medier. Manden er nu arresteret.

Fodboldtræneren, der tilbringer sommerferien i sin hjemby Pozarevac, blev bragt til hospitalet, hvor han gennemgik en operation, men hans tilstand er søndag fortsat kritisk, lyder det fra hospitalet ifølge avisen Vecernje Novosti.

Goran Tufegdzic spillede som aktiv for den lokale klub Mladi Radnik Pozarevac, hvor han siden blev træner. Senere blev han ansat som assistenttræner for det kuwaitiske landshold, og siden 2009 har han selv haft ansvaret som cheftræner for ørkenstaten.

Under hans ledelse vandt Kuwait i 2010 Gulf Cup.