Politiet er rykket massivt ud til Vestre Landsret på grund af trusler mod stedet. Det fortæller presse-fotos.dk.
- Vi er lige nu talstærkt til stede ved landsretten i Viborg på grund af trusler mod landsretten. Truslerne blev onsdag morgen fremsat per telefon til landsretten,’ oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til mediet.
Som følge af truslerne er politiet nu i gang med at evakuere hele bygningen.
Politiet oplyser desuden, at Vestre Landsret natten til tirsdag har været udsat for hærværk.
Ifølge TV Midtvest bestod hærværket i graffiti, hvor der var skrevet ‘racister’, ‘luder’, ‘fuck you’ og ‘I dømmer uskyldige’.
Der var derudover også brand i en affaldscontainer.
Midt- og Vestjyllands Politi kan dog endnu ikke fastslå, om truslerne har sammenhæng med den begåede hærværk.
Kommunikationsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser kort efter klokken 11.30 onsdag til Ritzau, at der ikke er anholdt nogen i sagen.
Politiet kan ikke udtale sig om, hvorvidt man leder efter bestemte personer.
Politiet skriver derudover, at der er tale om en bombetrussel.