Østre Landsret kendte fredag den 44-årige førtidspensionist Jesper Richter Andersen skyldig i at have dræbt sin bror i august sidste år i et sommerhus i Fakse Ladeplads. Han blev også fundet skyldig i at have skændet brorens lig.
Straffens længde udmåler landsretten først mandag den 10. december. I byretten blev manden idømt 15 års fængsel for det kyniske drab.
Den fire år ældre storebror Peter blev en sen aften opsøgt i et sommerhus i Fakse Ladeplads, og der blev råbt højt, har en nabo fortalt.
Først blev Peter skudt i maven, og da han lå ned, fik han yderligere to skud i hovedet.
Drabet var så brutalt, at dommeren i byretten kaldte det en kynisk likvidering.
Bagefter udartede forbrydelsen til ligskænding, da den døde med knive og en elektrisk bajonetsav blev skåret op i mindst 75 dele, der blev smidt rundt på sommerhusgrunden.
Den 44-årige har nægtet og kaldte i byretten forbrydelsen uforståelig. Han havde anket byretsdommen i håb om at blive frifundet.
Men nu har landsretten altså erklæret sig enig med byretten i, at anklagerens beviser i sagen holder.
Ifølge en mentalerklæring var forholdet mellem de to brødre ikke perfekt. Motivet til skænderiet i sommerhuset var muligvis, at storebror ikke ville låne sin lillebror penge.
Den dømte blev tilkendt førtidspension efter en hjerneblødning for fem år siden.
/ritzau/