Martin Jørgensen har forlænget sin aftale med AGF til 2013.
Veteranen Martin Jørgensen har besluttet sig for at forlænge sin kontrakt med AGF, så den nu løber til sommeren 2013.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
Martin Jørgensen havde ikke svært ved at tage beslutningen.
"Lysten til at spille er stadigvæk stor, og det hænger også sammen med, at det går godt for holdet. Jeg har det sjovt til træning og som regel også til kamp, og derfor har det været en nem beslutning at forlænge aftalen," siger Martin Jørgensen om baggrunden for kontraktforlængelsen.
Sportschefen - og tidligere landsholdskollega - Brian Steen Nielsen er begejstret for Martin Jørgensens beslutning.
"Du får bare hele pakken med ham på holdet. Fodboldmæssigt holder han stadig et meget højt niveau, og han viste i efteråret, at han er Superligaens bedste midtbanespiller," siger Brian Steen Nielsen.
Martin Jørgsensen har scoret 21 mål i 151 kampe for AGF.