Glasgow Rangers-spillerne Barry Ferguson og Allan McGregor blev fredag aften smidt af det skotske landshold for bestandig.
Det oplyser Skotlands fodboldforbund via sin hjemmeside.
De to spillere gik på druk søndag - dagen efter nederlaget til Holland i VM-kvalifikationen, ligesom de tre dage før den vigtige hjemmekamp mod Island heller ikke kunne stå for fristelsen til at gå i byen.
Fodboldforbundet har også set med strenge øjne på nogle obskøne tegn, som de to spillere har lavet til hinanden, mens de sad på bænken.
"Efter begivenhederne i den forløbne uge, og specielt i de sidste 48 timer, kan det skotske fodboldforbund nu bekræfte, at Barry Ferguson og Allan McGregor ikke længere vil komme i betragtning til det skotske landshold," skriver forbundet.
Og de vil ikke blive savnet, forlyder det.
"Denne beslutning er truffet i holdets, fansenes og landets bedste interesser. Alle er fast besluttet på at kvalificere sig til VM og vi må sikre os, at intet distraherer os fra målet."