Den tidligere FCK-spiller Martin Bergvold er træt af livet i sin italienske klub Livorno. Et klubskifte har dog lange udsigter for den danske landsholdsspiller.
"Jeg har over for klubben ikke lagt skjul på, at jeg vil prøve noget nyt, men jeg tror ikke, at de vil lade mig skifte. De har ikke sagt præcist, hvor meget de vil have for mig, men de har indikeret, at de sætter prisen så højt, at et skifte praktisk talt er udelukket," siger Martin Bergvold til sporten.dk.
Midtbanespilleren kan forlade klubben om et år, når hans kontrakt udløber, men han vil helst væk med det samme.
"Selvfølgelig, når det skal være, at jeg ser ud til at blive, så bliver det jo spædende nok at spille i den bedste række i Italien, men stod det til mig, så forlod jeg klubben omgående," forklarer Martin Bergvold.
Hvis han selv kunne bestemme, hvor fodboldstøvlerne skal bindes i fremtiden, så håber han at rykke nord på.
"Jeg kunne godt tænke mig at komme til Tyskland, hvor der er væsentligt mere styr på tingene end i Italien. Det kommer selvfølgelig også an på klubben, men det er interessant, og så er det hurtigt at komme hjem derfra" siger han.
Danskeren er blandt andet træt af de mange straffeaktioner, som man opererer med i italiensk fodbold.
"Pludselig bliver man sendt i træningslejr i en uge. Det er ikke ret fedt, hvis man har besøg hjemmefra, at man pludselig bliver sendt af sted. Det har jeg været ude for nogle gange," forklarer han.