Den tidligere fodboldlandsholdsspiller Henning Enoksen, som var med til at vinde OL-sølv i 1960, er død i en alder af 80 år.
Efter længere tids sygdom døde Henning Enoksen søndag aften. Han sov ind på et plejehjem, oplyser hans søn, Hans-Henrik Enoksen, til TV2 Sport.
Dødsfaldet skete dermed dagen inden, Henning Enoksen ville være blevet 81 år.
Venstrebenede Henning Enoksen dannede succesrigt angrebspar med Harald Nielsen, også kendt som Guld-Harald, på det danske landshold, der vandt OL-sølv i Rom tilbage i 1960.
I OL-semifinalen mod Ungarn scorede Henning Enoksen til 2-0 efter 76 minutter. Forinden havde Harald Nielsen gjort det til 1-0. De to angribere var også med i OL-finalen, som Danmark tabte 1-3 til Jugoslavien.
Den tidligere AGF og Vejle-spiller nåede at spille 54 kampe for Danmark, hvor det blev til 29 mål.
De 29 mål i rødt og hvidt gør Henning Enoksen til den spiller, der har scoret syvendeflest mål for Danmark nogensinde.
Fra 1957 og frem til 1961 spillede Henning Enoksen i Vejle Boldklub, hvor det blev til et dansk mesterskab i 1958. Fra 1962 til 1966 spillede han i AGF. Han stoppede karrieren i 1967.
Efter sin aktive karriere som fodboldspiller fortsatte han med at arbejde for Dansk Boldspil-Union (DBU), hvor han fik indflydelse på træneruddannelsen i sit job som formand for træner- og uddannelsesudvalget.
Henning Enoksen flyttede til Tønder i Sønderjylland, hvor han tiltrådte som adjunkt på byens seminarium.
Efter 25 år som adjunkt, lektor og til sidst studielektor fik han til opgave at afvikle Tønder Statsseminarium, da det blev slået sammen med Haderslevs seminarium.
De sidste år som underviser tilbragte han derfor i Haderslev.
For ti år siden blev Henning Enoksen ramt af knoglekræft i skinnebenet, og han fik senere amputeret venstre ben. For få år siden fik han desuden konstateret demens.
Henning Enoksen efterlader sig konen Vibeke samt de tre børn Hans-Henrik, Dorte og Anne-Mette. Han skal begraves fra Grenaa Kirke tirsdag 4. oktober, skriver TV2 Sport.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.