Makværk i Makedonien. Mareridt i Makedonien.
Jo, der bliver talt med store bogstaver i aviserne dagen efter fodboldlandsholdets 0-3-kamp i en venskabskamp i Makedonien.
Ikke mindst danskernes indsats i første halvleg, hvor Makedonien scorede alle tre mål inden for kampens første 25 minutter, får hårde ord med på vejen.
- Rådvilde var de, og første halvleg var en pinlig forestilling set med danske øjne, en katastrofe, en blamage.
- Intet fungerede, intet hang sammen på holdet, der gav opvisning i dårlige afleveringer, slapt presspil, skidt forsvarsspil og angrebsspil, der var nærmest ikke-eksisterende, skriver Politiken.
Kampen skulle have været et afsæt for næste måneds VM-kvalifikationskampe ude mod Tjekkiet og hjemme mod Bulgarien, hvor Danmark skal forsøge at holde liv i håbet om at komme med til VM i Brasilien næste år.
Det endte i stedet som den ottende A-landskamp i træk uden dansk sejr.
- Danmark kommer ikke med til VM-slutrunden 2014, med mindre Morten Olsen på halvanden måned viser sig som en af verdenshistoriens største tryllekunstnere, mener Jyllands-Posten.
- Onsdagens 0-3 mod upåagtede Makedonien var ikke blot en resultatmæssig nedsmeltning, men endnu mere bekymrende var det en mental og arbejdsmæssig ikke-præstation, der går over i historien som en af landsholdets tommeste og pinligste, skriver avisen.
/ritzau/