Det danske fodboldlandshold fortsætter sit fald på verdensranglisten og slutter 2012 som den 23. bedste nation i verden.
Det fremgår af den rangliste, som det internationale fodboldforbund Fifa offentliggjorde onsdag.
Morten Olsens landshold har været på lidt af en rutsjetur de seneste måneder, da holdet i foråret rykkede op i top-10 og holdt fast i den position frem til oktober, hvor holdet så drattede otte pladser ned efter en skidt start på VM-kvalifikationen.
Fra november til december er Danmark blot faldet en enkelt plads tilbage. Japan og Sverige er gået forbi Olsen og co. på den seneste rangliste.
De regerende verdens- og europamestre fra Spanien indtager førstepladsen foran Tyskland og Argentina på de næste pladser.
/ritzau/